Gravsted

Her står du ved et fælles gravsted.
Det bliver også kaldt varmestuens mindested.

Et sted for mennesker, som levede en stor del af deres liv i udsathed.
Mennesker, som ofte levede udenfor fællesskaber – og som alt for ofte også i døden blev bisat anonymt.

Kirkens Korshær tror på, at alle mennesker er lige meget værd.
Det gælder også i døden.

Derfor er dette sted blevet til.

Her bliver mennesker bisat og får en sten med sit navn.
Her er der et sted at gå hen for venner og familie.
Et sted hvor de kan mindes.
Et sted hvor man ikke er alene – heller ikke i døden.

Stedet er blevet til i samarbejde mellem Esbjerg Kirkegård og Kirkens Korshær.
Og med støtte fra Alice & Tage Sørensens Fond, Esbjerg Rotary Klub og Rotary Danmarks Hjælpefond

Gravstedet er åbent for alle, der levede i udsathed – ikke kun brugere af varmestuen.
Ordningen administreres af korshærspræsten i samarbejde med varmestuen.

For mange handler det om noget helt enkelt:
At vide, at der også er en plads til mig.
At blive husket.
At høre til.
Også til sidst.

___________________________________________________

Gravstedet er formgivet og udsmykket af kunstner Kate Skjerning og her er hendes beskrivelse:

Udformningen af pladsen

En gravplads handler om døden som en afslutning eller som en overgang fra et stadie til et andet, og trøst og respekt er nøgleord i den forbindelse. Men liv og død hænger jo tæt sammen, og på den måde må gravpladsen lige så meget handle om livet og den tid, vi hver især har eller har haft på jorden.

I starten af mit idearbejde til pladsen præsenterede varmestuens præst mig for forskellige brugere af varmestuen. Møderne med dem fik afgørende betydning for både min personlige sociale forståelse og min kunstneriske proces med pladsen. Blandt andet tog jeg med mig, at pladsen ikke bør virke for institutionel i sit udtryk, og at den skal henvende sig til alle uanset religiøs overbevisning.

Pladsens grundform har jeg tegnet meget organisk – mit ønske er, at den virker som noget, der vokser frit og måske lidt vildt. Samtidig har jeg forsøgt at skabe en helhed med resten af området ved at bruge de klassiske kirkegårdsmaterialer granit og jern.

Motivet på kunsten er mælkebøtteblade, som for mig symboliserer noget sejt ”ukrudt”, som end ikke de værste vækstbetingelser kan forhindre udviklingen af.
Der er plantet hjemmehørende planter omkring pladsen, som vil give spiselige bær og frugter. Forhåbentlig vil stedet komme til at vrimle med sommerfugle, fugle og andet liv, som vil inspirere til, at livet fortsat skal leves på bedste vis.

Kate Skjerning
www.kateskjerning.dk